Jeg lever altså drømmen! For 25 år siden (kan det virkelige passe!) drømte jeg om, at jeg kunne slippe for min papirkalender, for den var altså lidt bøvlet at gå rundt med. Så fik jeg en PDA – Personlig Digital Assistant. En Palm-Pilot. Og sådan lige med ét, og med et utal af timer foran computeren for at få det hele til at synkronisere og spille sammen, var jeg fri for kalenderen, og så gik der ikke mange år, inden jeg også kunne synkronisere kontaktbogen. Det endte jo faktisk med, at jeg havde min PDA og så en Discman, og så var jeg sådan set kørende. Men det var jo stadig i overkanten, og jeg skulle altid rende rundt med ekstra AA-batterier, og jeg skulle have små plasticposer til det hele, hvis det begyndte at regne…
Det hele hjalp lidt da jeg fik en smartphone i ‘08. Nu kunne mobiltelefonen det meste, og jeg skulle bare have telefon og hovedtelefoner med. Der var musik, der var kalender, email osv. osv. Vi kender det jo… Men Det kunne nu alligevel være rart, hvis det kunne blive lidt lettere. I 2015 blev skærmen lidt mindre og endnu mere mobil, da jeg fik smartwatch. Men første version af Apples smartwatch var ikke sådan super-hurtigt. Til mit brug virkede det fint. Men jeg skulle heller ikke rigtig andet med det, end at blive fascineret over, at det kunne hjælpe med at vise vej…
Og så i ‘17 kunne jeg smide ledningen til lyd; og nu begynder det at blive godt. For i 2017 var jeg på anden (egentlig 3. udgave) af Apples smartwatch, og det betød også, at jeg kunne høre musik og streame det til mine Airpods på turen. Jeg kunne tilmed have mobilforbindelse på (det meste af) turen også.
Og det er dét, der er så fandens fascinerende. I det store perspektiv er der ikke sket ret meget med Apple Watch og Airpods siden 2017. Begge dele ligner sig selv. Men det hele er blevet lige lidt mere effektivt.
Og det er altså fascinerende, at jeg bare uden videre kan stoppe to små høretelefoner i ørerne og tage en cykeltur, mens uret måler min puls og rutens stigning, min gennemsnitshastighed og spiller musik. Jeg mindes tydeligt drømmen om at slippe for stumperne, mens jeg stod og ventede på bussen foran Blockbuster i Aarhus (eller Århus, som det stod dengang), og det er altså fedt, at det er gået i opfyldelse og (som regel) bare fungerer!
0 Kommentarer