Jeg har været på udkig efter en anden podcast-app end Apples egne. Ikke fordi jeg har været decideret utilfreds, men jeg har alligevel heller ikke været helt tilfreds. Derfor spurgte jeg for nyligt internettet – i form af Google og Twitter – om hvad der kunne være en fornuftig erstatning.

Egentlig vil jeg helst bare holde mig til Apples version, når de nu har en app, der grundlæggende har den funktion, jeg leder efter: afspilning af podcasts. Men det er bare som om, der er noget, der mangler, når jeg bruge appen. Så derfor endte jeg på internettet.

De svar jeg fik der ude på det store internet, har jeg kogt ned til to apps, som jeg har sat mig for at prøve: Pocket Cast og Overcast.

De kan begge to (ja, alle tre, faktisk) det en podcast skal kunne: Finde og afspille podcasts. Så her vil jeg prøve at beskrive de ting jeg finder særligt gode eller dårlige.

Pocket Cast:

Layoutet/designet af Pocket Casts ser ret godt ud, synes jeg. Det er jo en smagssag, men jeg synes, det fungerer godt. Der er fint overblik over alle podcasts, og det er relativt nemt og overskueligt at se, hvordan ens liste over kommende episoder er arrangeret. Man kan også oprette playlister, men jeg er faktisk ikke helt med på, hvad det skulle gøre godt for. Det jeg forestiller mig, de kunne bruges til, er hvis man har podcasts, som handler om forskellige ting, som man ikke vil høre efter hinanden. Sådan har jeg det ikke. Jeg vil gerne bare høre dem, når de er det, hvis ellers emnet ser spændende ud. Måske er det virkelig smart med playlister, men i så fald, har jeg endnu ikke opdaget det.

Trim Silence

Først noget af det gode: Pocketcast har en fin funktion, der hedder ‘Trim silence’, er gør netop det: den tager de stille pauser ud mellem ord eller i dialoger. Det fungerer rigtig godt, og hvis man ellers kan stole på appens beregninger, ender det med at give en del besparelser i tid, når man lytter til mange podcasts.

Speed-lytning

Ud over Trim Silence har den – som mange (de fleste? alle?) andre – også en funktion til at skrue på hastigheden. Dvs. man kan spare ekstra tid ved at lytte på fx halvanden hastighed. Det vil sige, at man kan høre en times podcast på 40 minutter. Dét er da noget.

Apple Watch

Men! I første omgang kunne jeg ikke få Watch-appen til at virke. Og sådan noget skal jo bare fungere. Det lykkedes så efter jeg havde slettet og geninstalleret og tændt og slukket et par gange… Men det er jo for meget. Nu er jeg blevet tvær. Og så virker volumen-kontrollen ikke på apple-watch.

Man kan indstille, hvor meget den skal skippe frem og tilbage, og det er smart at have på håndleddet, så man ikke skal til lommen for at spole forbi reklamer eller tilbage for at genhøre noget man missede.

Så er der også et problem, når én podcast er færdig, og den næste går i gang. Uret opdaterer nemlig ikke. Så skal man sidde og fedte med at gå et niveau tilbage i navigationen og klikke på “Now Playing” igen. Det er bare sådan nogle småting, der er irriterende, netop fordi de er småting. Det kan og skal være anderledes.

Alt i alt synes jeg Pocket Casts har et fint layout, men nogle mangler ift. hvor intuitivt man tilføjer og sorterer i episoder. Og så er der dét med Watch-appen, som virkelig er en tung post i mine øjne.

Overcast

Overcast var det andet bud, jeg mødte, da jeg spurgte på internettet om Podcast-apps. Den har et lidt andet design end Pocket Casts, men i bund og grund er det jo de samme funktionaliteter i nye klæder. Jeg synes ikke så godt om Overcasts layout ift. Pocketcasts. Det er stadig fint, sådan er det helelr ikke, men jeg synes bare liste-visningen af podcasts bliver lidt kedelig at se på, og den giver ikke det store overblik. Når det er sagt, synes jeg bedre om Now playing-skærmen. Den er bare større og mere tilgængelig. Og så kan man tilgå ekstra noter og indstillinger, når man swiper på grafikken. Dét fungerer fint, synes jeg. Den har de samme funktioner med speed-lytning og “smart speed”, som forkorter stille øjeblikke i podcasten. Man kan ikke se, hvor meget tid man har sparet, som man kan i Pocket Casts. Jeg ved egentlig heller ikke, hvor vigtig en detalje dét er… Men i Overcast kan man se en ‘real time’ vurdering af, hvor hurtigt man lytter. Afspilningstiden står og skifter afhængig af, hvor mange pauser, den klipper ud. Det er en sjov gimmick, men igen er det jo spørgsmålet om, hvor meget man egentlig får ud af det.

Watch App

Dér hvor jeg synes Overcast er noget bedre end Pocket Casts er ift. Watch-appen. Den ser simpelthen bare bedre ud efter min mening. Men igen – det er jo en smagssag… Og så virker den! Og dét er jo ikke en smagssag. Men den har et eller andet underligt fokus på favoritter. Man kan favorit-markere en podcast, og den del forstår jeg nok ikke helt… For når man har hørt en episode er den jo hørt. Så er der ingen grund til at høre den igen, så vidt jeg kan se. Den feature fylder også en del på Watch-appen, og det finder jeg lidt sært. Det er ikke fordi den tager noget plads fra noget andet, så den kan såmænd fint være det. Jeg kan bare ikke helt se ideen i det.

Men den viser den aktuelle episode, og den viser en liste over de kommende episoder, hvilket er en rigtig fin feature, synes jeg. Det kan af og til være svært at huske, hvad man har puttet på listen efterfølgende, og så er det rart at kunne se, hvad der kommer bagefter.

Alt i alt synes jeg også Overcast er en fin app, som har nogle mangler ift. layout og ift. hvordan man tilføjer episoder til lyttelisten.

… Versus Apples egen Podcast-app…

Der er én ret stor fordel ved apples egen app: at det er Apples egen app. Den er integreret så fint ind i telefonen og urets notifikationer og design. Den ligner noget, man kender – på godt og ondt… Og den er nem at styre fra appen på uret, for den virker bare… Meeeen, den mangler alligevel liiiige… Ja, heraf dette indlæg…

Det er nok ift. Watch-appen, slaget kommer til at stå for mig, tror jeg. Det irriterer min nemlig en anelse, at jeg skal skifte app på uret, når jeg vil skrue op eller ned. Så går det smarte nemlig lidt af det hele…

På den anden side, synes jeg ikke rigtig layoutet virker specielt godt. Jeg kommer tit til at lede efter den næste episode, og jeg kan ikke altid lige huske, hvor jeg skal finde listen over de næste episoder, jeg gerne vil høre.

Jeg synes, det er træls, at jeg ikke kan bytte ‘senest opdateret’ ud med alle udsendelser. Det er nemlig ikke altid, jeg er helt up to date, og så mangler jeg nogle gange ret meget, inden jeg kommer til de senest opdaterede…

Jeg prøver noget andet, for at se, om græsset er grønnere på den anden side. Indtil videre er jeg ikke synderligt imponeret, men natten er også stadig ung. Jeg har Pocket Cast halvanden uge, og jeg er i gang med at prøve Overcast i noget der ligner samme tidsrum. I mellemtiden kan man jo håbe på, at Apple opdaterer Podcast-appen, så den passer lige til mine ønsker… Det bliver nok svært, for jeg ved ikke specifikt – eller i hvert fald ikke fuldstændig, hvad det egentlig er, jeg ønsker mig.

To ting er jeg nået frem til:

⁃ nem adgang fra Apple Watch

⁃ nem og intuitiv oprettelse af en afspilningsliste

Skulle det være så svært? Åbenbart.

Jeg vender nok tilbage, når jeg finder en løsning.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.