Så blev det tid til det årlige overbik over, hvad jeg fik læst i 2017. Den er lavet lidt sporadisk, så måske har jeg ikke fået det hele med, og jeg er endnu ikke blevet helt enig med mig selv om, hvad der skal med på listen – skal Erasmus Montanus, som jeg har læst i undervisnigen, fx med? Og hvad med digtsamlinger, essays, sagprosa, osv… Nå men, her er den så, listen over, hvad jeg fik læst i 2017:
Jeg var jo så heldig, at jeg fik Einar Mar Gudmundsons samlede værker af min kære kone i julegave. Det er en ordentlig stak – der er vel omkring en meter bøger… – så dem har jeg bestemt mig for at strø ud mellem de andre ting, jeg gerne vil og skal læse i løbet af året.
Ridderne af den runde trappe er den første i en trilogi, som – kan jeg se i skrivende stund – jeg har nået igennem i 2017.
Liv, Rasmus Hastrup (noveller)
Det var også en julegave. Og den er alletiders. Der er en del skæve, tåkrummende historier, som spænder ret bredt, men overordnet set, kan man sige, at den handler om død – eller det stik modsatte: Liv. Hvad er liv?
Vingeslag i tagrenden, Einar Mar Gudmundson, er så den anden, og her er det sjovt at se, hvordan de fabulerende, surrealistiske elementer fra den første bog går igen. Der er en sjov vekslen mellem det meget højstemte, og det meget jordnære.
Fight Club (arb.) Chuck Palahniuk, behøver vist ingen introduktion. Bogen er noget anderledes end filmen, som nok er den mest kendte af de to. Den holder sig egentlig også ret fint op ad historien det meste af tiden, men så er slutningen helt anderledes – jeg skal undlade at spoile…
Det er en genlæsning. Altid en fornøjelse. Jeg ved ikke, om det er 4. eller 5. gang, jeg læser Fight Club, og jeg synes stadig, den er god.
Parfumen, Patrick Süskind – er en bog, jeg længe, længe gerne har villet læse. Jeg så den ligge i Stakladens boghandel på uni for mange år siden, og dengang havde jeg en idé om, at jeg skulle læse den på tysk. Det er er jeg aldrig kommet til, så nu tog jeg mig sammen og fik den læst på dansk i stedet. Det var fin sommerferielæsning.
Den som råber lyver (ikke en rigtig bog), Lea Korsgaard – er ikke fiktion. Det er en bog om medielandskabet anno 20116-17 stykker. Den handler om, at man ikke skal tro på alt, man læser og hører på internettet. Den er ganske fint skrevet, og så var den helt og aldeles gratis. Jeg mener, det var information, der udsendte den. Eller var det Zetland? Én af delene. Det gode ved den, synes jeg, var, at den også blev sendt ud som lydbog. Man kunne altså høre og læse lidt som det passer. Det er et fint koncept. Så mangler det bare, at de to er synkroniseret, så den ene fortsætter, hvor man slap den anden. Dén feature kan man – så vidt jeg ved – tilkøbe på nogle Kindle/Audible-bøger. Dét er jo smart.
Jeg kan faktisk ikke huske, hvor det var, jeg hørte om denne bog, men jeg fik den læst om aftenen i sommerferien, mens vi var i Jesperhus. Det er spændende læsning om mediebilledet for tiden.
Ved Vejen (arb.), Herman Bang – Ja, også en klassiker, der ikke behøver nærmere introduktion. Det er også ved at være 3-4 gang jeg læser den, og den bliver heller ikke kedelig. For det ikke skal være løgn er jeg faktisk gået i gang med den på et andet dansk-hold her ei 2018, hvor jeg skriver dette. Jeg har dog ikke læst den i denne omgang, fordi det var i november 2017, jeg læste den sidst.
1Q84, bog 2, Haruki Murakami er også kommet med på listen. Jeg kan faktisk ikke lige huske, om jeg blander bog 2 og bog tre sammen, men jeg har bog to stående her på hylden, og den ene, som jo så nok er bog tre, har jeg læst på iPad, så jeg må næsten have læst den i 2017 også.
Den afskyelige (lyd), Charlotte Weitze – I forbindelse med Årsmødet i Dansklærerforeningen 2017: Naturen kommer, havde vi besøg af Charlotte Weitze, der skulle fortælle om sin roman.
I forbindelse med årsmødet skulle vi have forfatteren forbi til en snak om ‘natur’, som var årets tema (Naturen kommer), og så mente jeg, det var spændende, hvis jeg lige kunne få læst den, så jeg kunne følge med i samtalen. Sådan gik det så ikke, så det var først bagefter, jeg fik den læst. Eller rettere: Hørt. 2017 blev året, hvor jeg sagde til mig selv, at lydbøger kunne være bedre end ingenting. Det er ikke så meget, jeg får læst om aftenen, når den står på unger, forberedelse, karate, madpakker og alt det andet, der er efterhånden. Og så er det jo smart med lydbøger. Det er for så vidt også fint nok, ligesom e-bøger også kan være fine nok. Osv.
Drømmer androider om elektriske får (lyd), Philip K Dick – Jeg mindes at have læst den engang på uni, men jeg må indrømme, der ikke var meget, der gav genlyd, da jeg hørte den på lydbog. Og så var der alligevel noget genkendligt over den. Så måske har jeg alligevel læst den. Måske var det fordi, jeg hørte den på dansk – og en gammel indspilning, lød det til. Det var i hvert fald ikke en moderne produktion.
Nå, men jeg skulle lige læse den, inden jeg skulle gense Blade Runner, inden jeg skulle med knejterne ind og se den nye Blade Runner 2049 – Som var rigtig fed!
Mikael, Dy Plambæk – en roman om krig. Og en barsk og nær én. Samtidig med den er underligt distanceret. Den var virkelig god. Jeg har haft den på iPad’en længe, men jeg er aldrig rigtig kommet i gang med den, så da jeg fandt den nedsat til 40 kr i den lokale boghandel slog jeg til.
Ting, min søn skal vide om verden, Frederik Backmann
Jeg fik denne bog anbefalet af Mikkel, og så fik jeg den bestilt fra biblioteket og læst mens vi var på Gasshuku i november. Den var sjov, og hurtigt læst. Lige hvad der skulle til oven på Mikael.
Sluk, Imran Rashid (lyd/bog) – om at slukke for mobilen, fordi den smadrer vores og vores børns hjerner. Spændende læsning/lytning. Da jeg var færdig med lydbogen kom den hjem på biblioteket, så jeg kunne bladre i den rigtige bog og se tabeller og illustrationer, som er lidt svære at få med på en lydbog.
Regndråbens Epilog, Einar Mar Gudmundson – blev den sidste bog i 2017. Det er tredje i trilogien om Reykjavik. Den var væsentlig mere underlig end de to første, som heller ikke var helt almindelige. Den her var underligt essayistisk, uden rigtigt at være det alligevel. Det var en spøjs oplevelse. Der var enkelte situationer, som måske gik over 3-5 sider, og så var der 5-10 siders fabuleren i symbolik og billedsprog over den situation, og så en pludselig dumpen ned i noget helt konkret i plottet igen. Jeg må sige, at jeg flere gange var ved at opgive, men jeg fik den læst færdig, og det er jeg sådan set ret fint tilfreds med.
Personfølsomme oplysninger, Klaus Lynggaard, digtsamling. Som jeg læste i forbindelse med værklæsning i en klasse. Jeg havde hørt om den i Skønlitteratur på P1, og den faldt meget fint i tråd med et oplæg, Anne Marie Mai holdt på Årsmødet i DLF. Den var god.
Måske var dét det. Måske har der sneget sig nogle flere med ind her og der. Men alt i alt synes jeg da egentlig det er okay. Jeg besluttede mig for at lave listen, fordi jeg aldrig synes, jeg har tid til at sætte mig ned og læse for min fornøjelses skyld – og man kan sige, at enkelte af ovenstående ikke har været for min helt egen forhøjelse udelukkende – men det er da alligevel blevet til noget. Og det er jo som bekendt ikke ingenting.
For jeg ikke skal blive i tvivl om, hvad jeg når i 2018, er jeg begyndt på den liste her ved siden af. Den ligger som kladde og venter på, at året går. Og så kan jeg forhåbentlig lave en lignende liste næste år.
Det er ikke meningen, at jeg vil skrive noget klogt om bøgerne, for det skal netop være fornøjelse. Jeg har heller ikke nogen skabelon for, hvad der skal med, og hvordan jeg vil gribe hver enkelt titel an, så det er primært en liste, som jeg kan finde frem og kigge på i fremtiden – og så er det en måde at få smidt noget på bloggen, som jo er lidt tyndt beklædt efter jeg kom til at slette MySQL-serveren… Måske skulle jeg have læst noget om dét.
0 Kommentarer