Far på barsel

At være (far) på barsel er lidt, som jeg forestiller mig, det er at være dyrepasser.

Først er man blevet vækket alt for tidligt, før fanden har fået sko på, fordi lemurer åbenbart har et andet døgnmønster end mennesker. Og så gælder det bare om at underholde halvaben, så den ikke vækker resten af zoo. Når man så er i gang, og man har fået skovlet den første omgang lort, så gælder det fodringstid.

Og det er som om dyrene i zoo ikke helt kan se, der kan være en arbejdsgang fra man finder grynene og gryden frem, til maden er klar (og kold nok), så i det tidsrum på rundt regnet 4 minutter, skriger abeburet på mam. De jo set, man har maden, så hvorfor giver man dem ikke noget? Og dyrepasseren skynder sig det bedste han har lært. Han måske været på kursus i at optimere arbejdsgangene i zoo, og maden bliver klar. Selve fodringssessionen er meget forskellig, og kan svinge fra dag til dag. Én dag er det den langsomme, nøjsomme slange, der skal have mad. Det tager tid for en slange, der kun har fire tænder at sluge maden. Andre gange virker det vil, dyrepasseren har forregnet sig og stillet for lidt mad ind til chimpanserne. Så kaster dyrene så meget som muligt mod hovedet, hvor de har en idé om, at munden sidder, og det hænder da også at der ryger 1/3 ind. Resterende 2/3 ender på gulvet, måske som nøje udregnet forråd til en ledig stund senere. Heldigvis er en mæt abe en glad abe, så oprydningen efter fodringen kan foregå i nogenlunde fred, hvis dyrepasseren bare er opmærksom på ikke at bruge nye spændende remedier til at feje gryn og flakes op fra gulvet.

Når løven har spist, bliver den træt og skal sove, men det et ikke altid, løven selv kan se, det er den smarte løsning på dét problem, og så bliver den knotten – og en knotten løve er en farlig løve. Og under alle omstændigheder synes den ikke det er nødvendigt at indskrænke dens bevægelighed ved at lægge putte den i en varm krybbe, måske endda med en hue på… Det kan tage alt fra 5-45 minutter for dyrepasseren at få lokket løven ind i buret og lukket i søvn, men når det så er overstået, er der jo ro til at dyrepasseren kan gå i gang med sine andre opgaver. Problemet er så bare, at nogen gange sover løven en halv time. Andre gange sover den fire timer. Så dyrepasseren må hele tiden tilpasse opgaverne, så de kan klares i små bidder, hvis nu der pludselig lyder brøl fra løveburet.

Og sådan fortsætter det dagen igennem, indtil mørket falder på, og zoo skal til at lukke. Og så er det jo med sådan en nyfødt, der ikke længere kan hænge på maven af sin mor, at den vågner om natten og er sulten, eller er blevet bange for rovdyr, for den ved jo ikke, den ligger trygt i buret. For den har jo aldrig har været ude i den fri natur, hvor faren (altså den uhyggelige slags, ikke som i faderen) lurer. Men heldigvis sover den lige ved siden af dyrepasserne, som om natten arbejder og sover i skiftehold for at ingen lider overlast. Når solen så igen står op, fortsætter arbejdet i bedste Sisyfos- eller måske nærmere Groundhog Day-stil.

Nogen gange sker det, at man bliver inviteret – eller inviterer sig selv – til at vise den nye panda-unge frem i en nærliggende zoo. Der bliver ungerne så sammenlignet ift. hvor meget de spiser, – efterfølgende hvor meget de skal af med; farve, konsistens; frekvens, alt dataindsamlingen, som kan bruges i sammenligningen af ungerne, for dyrepasserne er jo bare ude på, at de har det så godt som muligt i deres nye habitat. Indholdet af dagen ligner meget det normale, med det forbehold, at dyrepasserne jo prøver at vise det bedste ved panda-ungen frem, samtidig med at man forsøger at svine og larme så lidt som muligt.

Nogen gange tager dyrepasseren den nye unge med til ældre, erfarne, pensionerede dyrepassere, som for et par timer gennemlever alt det fantastiske ved at være dyrepasser – også selvom alt det trivielle pasning og forplejning sviner lidt. For de har jo tid nok til at rydde op, når dyrepasseren er kørt tilbage til zoo. Her behøver dyrepasseren ikke være så påpasselig med at vise panda-ungens gode sider, for de gamle, erfarne dyrepassere ved lige præcis, hvad de skal kigge efter for at få øje det allerbedste ved sådan en panda-unge.

Og sådan går dagene, én efter én, og bliver til uger, inden man rigtig når at se sig om, og midt i regnen af snot, kakofonien af skrig og skrål fra zoo, og bedst mens man står der og skovler og det hele er træls, så kigger man lige op, og får øjenkontakt med isbjørnen, der går til lege-dækket på en helt ny måde, eller der silkeaben udviser ny social adfærd. Og så er det, det er det hele værd. Så er det, man kan mærke, hvorfor man blev dyrepasser. Det kan godt være, der er mange timers lort og skrig og skrål, men det er som om alt det sure bare fordufter, når ungen smiler til én og siger dadada.

——