Sidste sommerferie købte jeg en Kindle Paperwhite til mig selv som sådan en slags ‘godt-arbejde-gave’. Den er jeg blevet rigtig glad for, og en del af min “fornøjelseslæsning” foregår på den.

Når jeg har købt mine bøger på Amazon har jeg flere gange skelet lidt Audible-udgaverne, som har ligget ved siden af Kindle-udgaverne. I tidernes morgen brugte jeg Audible til lydbøger, når jeg cyklede frem og tilbage til uni, men siden er det gået lidt i glemmebogen.

Nu har jeg så fundet appen frem igen, og i forbindelse med, at jeg købte Brett Easton Ellis’ seneste værk White (er det memoirer, essays, refleksioner, selvpromoveringer..?) valgte jeg at tilkøbe Audible-udgaven også. Det var ikke meget dyrere, og det kunne være sjovt at prøve, var min tanke.

Kindle og Audible
Kindle og Audible

Sjovt ved jeg ikke, om det er. Men det er smart! Jeg startede min læsning på Kindle, og da jeg så skulle på tur en weekend, hørte jeg Audible-udgaven, mens jeg kørte. Da jeg så kom tilbage sagde min Kindle: “Det ser ud til, du er nået til side det-og-det. Vil du fortsætte der?”. Og det samme, den anden vej rundt. De to synkroniserer simpelthen – så længe der er internetforbindelse til de dimser, man bruger.

En anden smart ting er, at man kan overføre lydbøgerne til Apple Watch, så man kan tage dem med på en gå-tur – uden telefon, og det hele synkroniserer.

Audible på iPhone og Apple Watch
Audible på iPhone og Apple Watch

Jeg ved godt, at det efterhånden er forventeligt, at det hele spiller sammen i 2019, men virkeligheden er nogle gange bare en anden.

Og det skal da også siges, at det ikke er helt gnidningsfrit, når to af de helt store tech-giganter skal prøve at arbejde sammen: Apple tager en del af profitten, som udbyder af apps og tjenester køber igennem App Store, men det vil Amazon ikke være med til, så de kræver, at man skal købe bøger igennem deres hjemmeside og så sende dem til ens stumper. Dét er lidt en omvej, og måske kunne de to store bare lige prøve at tage sig sammen og tænke på forbrugeren i stedet for bundlinjen. Hverken Apple eller Amazon står helt skidt og kommer heller ikke til det lige med det samme.

På den anden side er det jo bare spillereglerne, og måske er netop de markedsmodeller noget af det, der gør, at de står så stærkt på deres respektive markeder.


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: