Nu er det igen oppe at vende i medierne, at de unge sagtens kan skrive, og at uddannelsen er ude af trit med virkeligheden. Denne gang drejer sagen sig om en ny bog: Sprog i sociale medier, rettet mod danskundervisere i gymnasiet, og dét journalisten, Lotte Thorsen, understreger, er, at de danske gymnasieelever skriver i genrer, der er meget virkelighedsfjerne. Derfor opstår der en skævvridning af, hvad eleverne lærer i skolen, og hvad de bruger i dagligdagen.

Og det kan hun jo have ret i. Der er nogle gange langt fra de opgaver, vi beder om, til dét, eleverne skriver i deres hverdag. Men det betyder da ikke, at vi skal opgive det, nogen (man? jeg!) traditionelt kalder ‘korrekt sprogbrug’.

Artiklen fokuserer på afvigelse og variant, og hovedpointen er, at vi skal fokusere mere på ikke at tale om varianterne som fejl, men i stedet netop anse dem som varianter. Men eleverne bliver jo netop nødt til at vide, hvad det er, de afviger fra for bevidst at kunne afvige. Og det er dét, de skal lære gennem kunstige genrer i skolen og gymnasiet. Når de så kan dét, kan de for mig skyld afvige og variere lige så tosset, de har lyst til – men de skal gøre det bevidst. Det er min helt klare opfattelse, som, bevares, mest af alt er anekdotisk, og ikke funderet i real forskning, at eleverne ikke er klar over, hvornår de automatisk bruger den ene eller den anden variation af sproget. Og det er et problem, efter min mening. For hvis eleverne tror, de ved, hvad ‘korrekt sprogbrug’ er, finder de aldrig ud af, hvordan de skal bruge alle de nuancer, der ligger i sproglige varianter.

For der kan uden tvivl være en pointe i at afvige fra noget, vi kan prøve at definere som standard; helt sikkert. Men der kan altså også være en pointe i at lade være. Og min oplevelse, som dansklærer i gymnasiet (og sur gammel mand i virkeligheden), er, at virkelig meget kommunikation fejler, fordi sprogbrugerne ikke magter sproget. Altså, dét, de gerne vil sige, er ofte ikke dét, der kommer ud på skærmen. Og så opstår misforståelserne. Enten fordi modtageren bliver fornærmet, eller forstår noget forkert, og dermed responderer på forkert grundlag, og så kører møllen.

Når man spørger elever til noget konkret sprog, er de fleste i stand til at skelne mellem ‘traditionelt sprogbrug’ og forskellige variationer, men min oplevelse og pointe er, at de ikke gør det bevidst pr. automatik, når de bruger sproget. Og hér ligger problemet. Derfor bliver vi, efter min mening, nødt til at skelne mellem ‘rigtigt og forkert sprogbrug’, mens de lærer. Og derefter kan de så variere. Men det tager tid at lære at afvige, hvis man ikke ved, hvad man afviger fra, og hvorfor.

For mig at se, kan arbejdet med sproget i skolen sammenlignes lidt med arbejdet med kørslen i kravlegården eller på glatbanen, inden man sendes ud i trafikken med sit kørekort.

Det vil sige, at man skal have styr på koblingspunktet, man skal have styr på, hvordan bilen reagerer, når man udsætter den for dette og hiint, inden man møder virkeligheden ude i trafikken.

Og på samme måde skal man altså have styr på, hvordan sproget virker, og hvordan og hvorfor modtagerne reagerer på det sprog, man udsætter dem for. Og det kræver altså, at man lærer en norm, inden man går i gang med afvigelserne og/eller variationerne.

Her er der så selvfølgelig noget i analogien, der ikke spiller, fordi det konkret er mere farligt – her og nu – hvis man kører forkert og kommer til skade i trafikken, end i sproget. Eller det kunne være et argument, i hvert fald. 

Et andet argument kunne være, at sproget er så meget mere farligt end nye billister, fordi det netop er med til at skabe vores virkelighed. Det er i sproget racisme, fremmedgørelse, hån, trusler mm. opstår og består. Og hvor farligt dét er, behøver jeg vel ikke komme med eksempler på?

Selvfølgelig skal vi beskæftige os med det sprog, de unge taler og skriver på sociale medier. Og det gør vi faktisk også. Men vi bliver altså først nødt til at sørge for, at eleverne ved, hvad de afviger fra, når de afviger.

Igennem det man kunne betegne som traditionel – nogle ville sige elementær – sproglære, kan vi lære eleverne den evne, det er at kommunikere klart. Altså vide, hvad man vil sige, hvem man vil sige det til, og hvordan man så mest hensigtsmæssigt får sagt det, så modtageren forstår det.

Ligesom de unge skal igennem en (i nogle tilfælde) virkelighedsfjern teori og praktik, når de skal lære at køre bil – for derefter at komme ud i trafikken og rigtigt lære at køre de første 100.000 km bag rattet, skal de altså også igennem en (i nogle tilfælde) virkelighedsfjern teori og praksis, der gør dem parate til at agere hensigtsmæssigt på skrift – og i tale-  med andre mennesker.

Her er seneste indlæg i debatten, som er det, jeg her tager udgangspunkt i:

https://politiken.dk/kultur/art6928198/Men-onlinesproget-er-det-sprog-gymnasieelever-bruger-allermest-i-deres-hverdag.-Så-hvorfor-stadig-skrive-gammeldags-stile

Opdatering d. 22/5-19: Der er en artikel i Gymnasieskolen No_04, maj 2019, som præsenterer Tina Thode Hougaards arbejde. Dén må jeg hellere få læst.

Kategorier: Magic

0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.