På det seneste har der været en del “sager”, hvor Facebook har fjernet noget, nogen har skrevet på deres Facebook-væg. Det har givet anledning til en del kritik af Facebook over, at Facebook krænker deres ytringsfrihed. Men nej. Facebook krænker ingens ytringsfrihed. Alle må, nøjagtig som for 10 år siden, sige hvad de vil, når de vil. Men – som det også var tilfældet for 10 år siden – ikke hvor de vil.

Man kunne forestille sig følgende scenarie:

Børge: Hej Christian, må jeg låne din bil?

Christian: Ja, men du må ikke spise mad i den, for det krummer.

Børge: Hvad?! At spise er da en menneskeret. Vil du nægte mig den menneskeret, det er at spise?!

Christian: Ja, hvis det skal foregå i min bil. Uden for bilen kan du da æde lige så tosset, du vil. Take it or leave it.

Det er der vel ikke rigtigt nogen, der kan hidse sig op over? Jo, måske Børge. Men de fleste andre ville da tage det som ganske naturligt, at der følger nogle forbehold med – eksplicitte eller ej -, når man låner andre noget. Hvorfor skulle det være anderledes for Facebook. Vi låner noget serverplads hos Facebook, og der følger nogle forbehold med.

Take it or leave it.

Problemet, vi bør fokusere på, er, at Facebook er blevet så integreret en del af vores allesammens (i hvert fald manges) hverdag, at vi tager det for givet, at vi ejer det som en kanal for vores kommunikation. Det gør vi ikke. Facebook er Facebooks kanal for vores kommunikation. Det er ikke vores væg. Det er Facebooks væg, som vi låner. Og Facebook har opstillet nogle regler (som ingen af os har læst, bevares. Men de er trods alt frit tilgængelige). De har også det seneste lange stykke tid haft travlt med at skrive algoritmer, der gør, at vi kun ser noget indhold og ikke ser andet indhold. Facebook censurerer altså allerede i én eller anden grad.

Senest var det Louise Harts Facebook-profil, det gik ud over. Før det, var det den norske Statsminister, osv. osv. osv. Og de har jo al mulig ret til at kommunikere lige så meget historie og personlige sejre, som de har lyst til. De skal bare finde en platform, hvor det er dem selv, der bestemmer.

Facebook som offentlig platform er også et debatemne hos medierne, fordi internettrafikken forsvinder fra mediehusenes avis-platforme og over på Facebooks servere. Men problemet ligger jo ikke hos Facebook. Det ligger hos Facebooks brugere, der i høj grad undlader at bruge andre kanaler, fordi Facebook har lavet et produkt, som er så appetitligt, at det er det eneste rigtig mange mennesker gider at bruge.

Nå. Når alt det er sagt, viser det sig jo, at det faktisk har en effekt, at så mange reagerer, når de oplever, at de bliver behandlet uretfærdigt. For Facebook har siden Aftenpostens chefredaktør skrev et åbent brev til Zuckerberg, hvori han kritiserede, at Facebook havde fjernet billedet fra Statsministerens væg, ændret holdning til billedet af den brændende Vietnam-pige – men altså endnu ikke Louise Harts sejrsfoto.

Og hvorfor er det så, at Facebook ikke kan være ligeglade med, hvad vi poster på vores væg? Hvorfor afskriver de sig ikke bare ansvaret og lader stå til? Én grund kunne være, at Zuckerberg har en økonomisk agenda. Facebooks forklaring går på, at de er et verdensomspændende medium, som derfor har verdensomspændende hensyn at tage. Det er jo sympatisk nok… På en måde. En anden forklaring kunne være mere praktisk: Hvis redaktørerne ved Facebook ikke censurerer og vælger til og fra, kunne det hurtigt ende i totalt kaos, og så er platformen ikke så meget værd længere, vel. Se fx hvordan det gik med Microsofts “kunstigt intelligente” chat-bot på Twitter, som skulle lære fra brugerne. Zuckerberg er ikke interesseret i, at Facebook ender som en online fascistisk propagandasøjle…

Det var vist mine 25 øre i denne omgang…


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *