Sådan starter Lunar Park, og den sætning, skal stå i kontrast til “People are afraid to merge on freeways in LA”, som er starten på Ellis’ første roman Less than Zero. Hermed skulle en cirkel være sluttet, og indimellem er romanerne, der starter kaotisk og hektisk. Disse to korte sætninger markerer hhv. begyndelsen og (hvad der desværre kunne ligne) slutningen på et alletiders forfatterskab. For efter at have læst Lunar Park færdig, kunne noget godt tyde på, at Ellis har fået nok af de dæmoner, der plager ham og hjemsøger ham, når han skriver.

Jeg skal lige have lidt længere tid til at få romanen til at synke ind, og sætte den ind i en større sammenhæng, men umiddelbart virker romanen som en slags forsoning mellem Ellis og hans afdøde far.

Romanen er et yderst interessant, for selv om det er fiktion, er hovedpersonen Bret Easton Ellis selv, og det er hans (omend fiktive) liv efter udgivelsen af Glamorama den handler om. Jeg er ikke så meget inde i Ellis’ faktiske biografiske data, at jeg endnu kan sige, hvad der er opspind, og hvad der er virkelighed, men meget tyder på, at de psykiske problemer romanens Ellis roder med, kunne meget vel være virkelighedens Ellis’ problemer – og romanen en form for terapi.

Der er stadig mange lag: drøm/virkelighed, stof- og alkoholmisbrug, that whole dad issue, etc. etc.

En meget interessant detalje er, at virkelighedens Ellis’ tidligere romaner også er hovedpersonens romaner, og det giver endnu en interessant vinkel til hele romanens forløb.

Jeg vil ikke røbe for meget nu, hvis der er nogen, der vil læse den, men vil blot sige, at det helt sikkert er en roman, der er værd at smide nogle timer efter.

Den er ikke skrevet i den “sædvanlige” Ellis-stil – og så alligevel. Ellis formår, at skabe et sprog, der passer til både den eftertænksomme (fiktive) Bret Easton Ellis, samt den hektisk (og heldigvis også fiktive… eller hvad?) Patric Bateman fra American Psycho, som iøvrigt spiller en stor rolle i denne roman, og dermed måske også BEEs virkelige liv. Lunar Park er måske ikke så kontroversiel, som fx American Psycho. Romanen indeholder mange flere spektrale elementer, som ellers ikke ligner Ellis, men jeg synes han klarer det godt. Det er tydeligt, at han er blevet ældre, end da han skrev Less than ZeroAmerican Psycho og Glamorama, men jeg synes bestemt han stadig holder.

Categories: Magic

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: